Fyns Politi fik tirsdag aften kl. 23.08 en anmeldelse om voldtægt begået mod en ung kvinde på området ved Glavendrupskolen i Søndersø i tidsrummet kl. 21.00 til kl. 23.00.
Politiet har arbejdet på stedet natten igennem og efterforsker sagen aktivt.
Det er politiets vurdering, at der er tale om en isoleret hændelse og at der ikke er sammenfald mellem denne sag og de øvrige voldtægtssager, der efterforskes i politikredsen. Denne vurdering bygger bl.a. på oplysninger om forskelligartede signalementer på tværs af sagerne.
I forhold til den konkrete sag ønsker politiet hjælp fra borgere, der skulle have set noget mistænkeligt ved skolens område i tidsrummet ml. kl. 20.00 og 2300. Ligeledes hvis borgere har observeret to mandspersoner, som var kørende i en rød/orange personbil, ved skolens område eller andet sted i Søndersø by. De kan beskrives som:
A: Mand, dansk. Ca. 180 cm. høj og alm. af bygning. Blond strithår. Iført mørkeblå jeans og sort T-shirt.
B: Mand, mellemøstlig af udseende, ca. 30 år, 175-180 cm høj. Kraftig/tyk af kropsbygning, kort sort hår og sort krøllet fuldskæg, der hverken var langt eller kort. Havde en mørk stemme og talte med accent. Iført mørkegrå skinny jeans samt mørkeblå trøje.
Vi kan af hensyn til forurettede ikke gå i yderligere detaljer med sagens indhold, men opfordrer borgere, der har set noget mistænkeligt, eller i øvrigt ligger inde med oplysninger om sagen, til at ringe 114.